Hvad kan jeg opleve?
Vikingeaktiviteter for hele familien!
Rejs tilbage til vikingetiden i sommerferien!
Tag med til Moesgård Strand torsdag til søndag i uge 30, og oplev en autentisk vikingeverden, hvor både børn og voksne kan fordybe sig i spændende aktiviteter, stemningsfulde fortællinger og håndværk fra en svunden tid. På vikingemarkedspladsen summer det af eventyr, musik og leg, mens du kan smage på mad og drikke, der bringer vikingeånden til live.
Her møder du dygtige håndværkere og vikinger, som giver et levende indblik i vikingernes dagligdag, traditioner og liv.
En ferieoplevelse, du sent vil glemme!
NYT I 2025 - oplevelser du ikke må gå glip af
I år byder vi på nye og spændende aktiviteter, der bringer dig endnu tættere på vikingernes verden:
Runesten
Se den berømte maskesten og prøv selv kræfter med runeskrift. Lær at skrive dit navn med ægte vikingebogstaver.
Offerlund
Træd ind i offerlunden – det hellige sted hvor vikingerne ofrede til deres guder. En sanselig og stemningsfuld oplevelse midt i skoven.
Vølvens spådom
Mød vølverne og oplev deres magiske ritualer. En mytisk, mystisk og magisk rejse ind i vikingernes åndelige univers.
Kongens død
Dagens store finale! Vær med, når vikingernes konge går døden i møde i et dramatisk og medrivende ritual. Publikum inviteres til at deltage.
Praktisk info
Find svarene på dine spørgsmål via linkene herunder:
- Priser og åbningstider
- Køb billet
- Program og aktiviteter
- Find vej
Spændende vikingeoplevelser
Kom helt tæt på vikingernes verden, når de fortæller og demonstrerer deres færdigheder. På pladsen kan du opleve slagtning, flåning og madlavning, og se krigere vise våben frem. Du kan også prøve kræfter med aktiviteter som bueskydning, vikingelege og ildtænding.
Vikingepladsen er fyldt med musik, dans, drama og fortællinger, der engagerer både børn og voksne. Besøg vikingeskibene, hvor du kan høre historier om livet til søs og lære om vikingernes sejlads og navigation. Gå på opdagelse blandt telte og boder og oplev dramatiske iscenesættelser som “Vølvens Spådom” og “Kongens Død”. Du kan også besøge den nye runestensplads og den stemningsfulde offerlund.
Mød håndværkerne og se smeden arbejde ved essen, oplev læderarbejde, pilefletning, plantefarvning, keramik og glasperlefremstilling. Se, hvordan vikingerne byggede buer, syede tøj og skabte dagligdagens redskaber.
For børnene er der sjove aktiviteter som fiskedam, børnefortællinger, arkæologisandkassen og meget mere. Hold også øje med symbolerne "hånd – øje – øre" rundt på pladsen, der viser, hvor du kan prøve, opleve og høre spændende ting. Tag en pause i skovens skygge eller hop i badetøjet til en forfriskende dukkert ved stranden.
Se mere: PROGRAM OG AKTIVITETER

Boder og markedsplads
På markedet finder du et væld af boder med autentiske varer, som du kunne have mødt på et vikingemarked for tusind år siden. Oplev smuk keramik fra pottemageren, plantefarvet garn og stof, og smag på vikingernes mjød. Der er også lækre lædervarer, skjolde, trævåben til børnene, glasperler, smykker og kunst – samt vikingetidens mad. Her er noget for enhver smag og pengepung, og du kan tage unikke fund med hjem, der bringer vikingetiden til live.
Husk at tage kontanter med, da mange boder ikke tager kort. Nogle udenlandske boder modtager heller ikke MobilePay.
Uden mad og drikke...
Udover at du kan få smagsprøver på vikingetidens mad, er der også mulighed for at købe vikingeinspireret frokost, specialiteter, is og andet godt til ganen (vær opmærksom på, at der kan være lidt ventetid omkring frokosttid).
Du er også velkommen til at medbringe egen madpakke – der er mange gode siddepladser i græsset og ved borde-bænkesæt.
Der findes op til flere boder der udbyder specialiteter såsom mjød, salt, honning og andre lækre sager.
Troldgaarden
Vi er stolte af at have Troldgaarden som samarbejdspartner til Vikingedage.
Hos Troldgaarden bydes du på lækre retter inspireret af vikingetidens råvarer. Troldgaarden har stort fokus på økologi, bæredygtighed og nordiske madtraditioner. Troldgaarden samarbejder med Dyrenes Beskyttelse om at producere eget kød, som du kan nyde på Vikingedage - og der er naturligvis også lækre vegetariske muligheder. Til Vikingedage udbyder Troldgaarden både kolde og varme drikkevarer, forskellige økologiske retter og snacks lavet med lokale ingredienser til både den store og den lille sult, kolde is i sommervarmen, kaffe og lidt til den søde tand.
Find Troldgaardens boder ved madområdet.
Mød årets mjødbrygger hos Moesgaard Vikingedage
Glæd dig til en unik smagsoplevelse, når Une Mjød gæster vikingemarkedet ved Moesgaard. Bag mjøden står brygmester Kenneth Jensen, der brygger efter historiske metoder med danske råvarer og uden brug af filtre, tilsætningsstoffer eller kunstige hjælpemidler. Alt er håndbrygget med respekt for naturen og den nordiske tradition.
Une Mjød har i det seneste år markeret sig som en af Danmarks førende mjødbryggere:
-
Årets Mjød 2023 ved Dansk Vinskue
-
Årets Mjødbrygger 2024 ved Mjødens Dag i Kongernes Jelling
-
Bronzemedalje ved Mead Madness Cup 2025 i Kraków – blandt 870 internationale mjød
Mjød er den ældste alkoholiske drik, vi kender i Danmark. Fund i Egtvedpigens grav fra bronzealderen viser spor af mjød brygget med frugt og urter.
Kom forbi og smag ægte nordisk mjød, når Une Mjød slutter sig til vikinger, skjoldmøer og historisk håndværk på Moesgaard Vikingedage.

Hvornår?
Vikingemarkedet er åbent hver dag fra kl. 10.00-17.00, torsdag til søndag i uge 30.
En dagsbillet for voksne koster 195 kr., mens billetter for børn og unge (3-17 år) koster 50 kr.
Årskortholdere til Moesgaard får 50 kr. rabat på billetter til Vikingedagene.
HUSK: Med en billet til Vikingedage opnår du 50% rabat på en billet til Moesgaard i perioden torsdag uge 30 til 31. august samme år, eller 25% rabat på et årskort!
Se mere: KØB BILLET

Vikingedage er udviklet med støtte fra

