Har du lyst til at blive frivillig?

Venskaber, vikinger og vidunderlige rammer!

Bliv en del af det skønneste fællesskab

Kom og vær en del af det mest vidunderlige og hyggelige fællesskab! Moesgaard Vikingedages frivillige er det bedste team af engagerede, glade og vidt forskellige mennesker, som sammen skaber et kanon vikingemarked! Der er ingen krav til dig, andet end at kunne tænke dig:

  • at bruge en uge sammen i et sjovt og entusiastisk fællesskab
  • at være lidt aktiv
  • at være udendørs
  • at dufte lidt af bål
  • at prøve noget nyt og anderledes

Du behøver ikke at have hverken vikingetøj eller erfaring med vikingetiden, for at være med. Det eneste du skal medtage er fornuftigt tøj efter vejret, sovegrej, badetøj og dit gode humør.

Vi lover, du ikke fortryder det!

Uge 30

I hele uge 30, d. 22.-28. juli 2024, arbejder vi sammen om at få Danmarks smukkeste plet på en eng ved havet til at blive til det skønneste vikingemarked. Markedet er åbent for gæster d. 25.-28. juli 2024 (dvs. torsdag, fredag, lørdag og søndag) kl. 10.00 til 17.00. Alle frivillige mødes mandag, og bruger hele ugen sammen, hvor vi til at starte med lærer hinanden at kende, bliver introduceret til opgaver og området, og får styr på de sidste detaljer, inden publikum ankommer og arrangementet løber af stablen. Vi skal dække mange vagter og har derfor brug for alle de hænder vi kan få

Få også gerne dine venner til at melde sig til!

Uge 29 og 31

Vi har faktisk også brug for frivillige både før og efter arrangementet. Vi starter med opsætning fra mandag d. 15/7. Vi skal bruge så mange frivillige som muligt, og al hjælp er værdsat! Opsætning kræver dog at du er fysisk i stand til at bruge din krop og kan løfte lidt, og er lidt ekstra praktisk anlagt.

Søndag d. 28/7 forlader stort set alle aktørerne (vikingerne) pladsen, men I frivillige er velkomne til at blive til afslutningshygge. Eller at blive endnu længere, og hjælpe med at pakke sammen i uge 31 - det skal vi også bruge folk til.

Vagter

Alle vagter under selve markedet er delt op i halvdags/4-timers vagter, så alle kan være med i det omfang de kan holde til det. Hvis ikke du kan hele markedsperioden, så meld dig stadig gerne til - så ser vi på om ikke det kan lykkes alligevel.

"Hvor skal jeg sove og hvornår skal vi spise?"

Alle frivillige bor sammen i frivilligområdet på selve markedspladsen. Der er fuld forplejning så længe man er med og hjælper til. Jeres børn/partnere/andre er velkomne, så længe de hjælper til, og i melder dem alle til herunder. Vi sørger derudover for morgenmøde, fælles bålhygge om aftenen, en fællesaften med alle aktører og frivillige sammen, pauseområde med snacks, kaffe og drikkevarer, sovepladser hvis man ikke selv har et telt, udendørs koldtvandsbruser, godt humør, godt selskab og god stemning helt generelt. Og så befinder vi os lige ved Aarhus bugt, så husk badetøjet!

Derudover får alle der er aktive frivillige i 20 timer eller mere et MMU-kort til næste år (2025), som giver adgang til stort set alle museet i Midtjylland.

Vi udleverer frivillig-t-shirts til alle frivillige med publikumskontakt. Man er velkommen til at være i vikingetøj hvis man varetager børneaktiviteter, men det kræver at man selv har vikingetøjet - det er på ingen måde et krav at hverken have vikingetøj eller vikingeviden!

Du bliver grundigt oplært I alle dine opgaver.

Opgaver

Opgaverne er utrolig mangeartede. Her kan vi i sandhed bruge alle! Både jer som vil få alt det bagved til at fungere, og jer der gerne vil have publikumskontakt og måske har et stærkt service-gen. Og vi kan bruge jer, i den tid og kapacitet det passer for jer. Der vil være grundig oplæring i alle opgaver, evt. som sidemandsoplæring, der hvor det giver bedst mening. Opgaverne indbefatter bl.a.:

  • Opsætning (hegn, vand/el/strøm, telte, skiltning, borde/bænke osv. osv.)
  • Aktiviteter (primært for børn)
  • Pladsguides (viser vej, sørger for tilfredshed osv.)
  • Billettjek
  • Rengøring
  • Klargøring, servering og nedpakning af mad – let opvask
  • Brandvagt
  • Sikkerhed
  • Parkering
  • Skralder
  • Kørsel m. maskinel (kun m. korrekt kørekort og erfaring)
  • Og meget meget mere

Generelt hjælpes vi ad med at få opgaverne løst og få alle til at trives, det vigtigste er, at alle - både gæster og frivillige - får en god oplevelse.

Har du spørgsmål til at være frivillig på Vikingedage, så send en mail til projektleder for Vikingedagene Anne Sofie Bay. Dette gælder også hvis du er ReThinker, da I skal meldes til separat.

Vi glæder os til at høre fra dig!